29 sep. 2023
Kolleger sidder i mødelokale og planlægger strategi

Er det bygningerne eller kaffen, der er vigtigst for medarbejdere?

Af Claus Christensen

Workplace of the Future Strategy Leader, EY Danmark

Claus er passioneret omkring transformation af virksomheders måde at fungere på og ønsker at finde enkle løsninger på komplekse udfordringer, reducere omkostninger, redefinere vores måde at arbejde på samt at forbedre oplevelsen af arbejdspladsen og bæredygtigheden.

29 sep. 2023

Den kvikke læser har nok allerede gættet, at svaret på spørgsmålet i overskriften er: ingen af delene!

Vi har i REFM-branchen (Real Estate Facilities Management) i mange år argumenteret for, at området burde være mere strategisk prioriteret, fordi vi har en antagelse om, at området er vigtigt ift. tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere samt deres trivsel og produktivitet.

Men hvor vigtigt er det egentligt?

Der er mig bekendt ikke lavet seriøse analyser eller forskning omkring målbarheden af dette udover brand surveys og isolerede brugertilfredshedsundersøgelser af arbejdspladsen.

Vi kan dog koble forskellige data sammen – hvad medarbejderne fx uddyber i surveys, hvordan og i hvor høj grad de møder ind på kontoret, hvordan medarbejderudskiftningen er, hvad trivselsundersøgelser viser mv. I EY har vi set på, hvordan arbejdspladsoplevelsen for vores ca. 9.000 ansatte i Norden påvirker fastholdelse, trivsel, oplevelse af inklusion, og om man vil anbefale andre i organisationen at møde ind på kontoret.

Medarbejderes generelle ønske om at blive i organisationen, deres trivsel og følelsen af inklusion drives alle betydeligt af, om medarbejderne oplever, at de kan socialisere og slappe af med kollegaer over frokost. Med andre ord: hvis vi kan øge tilfredsheden med denne oplevelse med 1 point på en 5-skala, vil ønsket om at blive i organisation, trivsel, følelsen af inklusion alt andet lige stige med ca. 0,4 point eller ca. 8 %. Dette hviler naturligvis på en række antagelser.

Atmosfæren i kaffeområdet – stemningen og indretningen mv – er særligt vigtig for inklusion, nemlig 0,24 point eller 5 %. Derudover tæller anbefaling til andre kollegaer om at komme ind på kontoret 0,55 point / 11 %. Hvis vi sammenligner på andre områder som kvaliteten af drikkevarerne og arealerne omkring kaffeområderne, er de cirka halv så vigtige i forhold til ’atmosfæren’ og ’stemningen’.

Nemt at finde et sted til at tage en snak med en kollega omkring tæller 0,48 point / 10 % i forhold til, om man vil anbefale andre kollegaer at komme ind på kontoret.

Så vi kan se nogle tydelige – og for mig overraskende stærke – sammenhænge mellem en række specifikke fysiske arbejdspladsoplevelser og vigtige people outcomes som fastholdelse, wellbeing, inklusion og om man vil anbefale andre kollegaer at komme ind til kontoret.

Hvad kan vi så bruge det til?

Umiddelbart to ting. For det første at be-eller afkræfte, om den strategi vi har for de fysiske kontorer, matcher, hvad vores medarbejdere synes er vigtigt ift. at komme ind på kontoret. Eller med andre ord hvad formålet er med det fysiske kontor. Hos EY er vores strategi, at medarbejderne er ude hos vores kunder, når vi kan, og det giver mening, vi er på vores kontorer for at skabe relationer, samarbejde og teame op, og når der er tid og behov, har vi mulighed for at arbejde remote/hjemmefra. Vi kan se af vores analyser, at medarbejderne er enige i, at vores kontorer ikke er steder, hvor man altid arbejder, eller at udelukkende hjemmearbejde er den foretrukne model. I gennemsnit kommer vores medarbejdere ind på vores kontorer 2-3 dage om ugen, hvilket vi mener, er optimalt for os og for dem.

For det andet kan vi bruge indsigterne til at prioritere vores ressourcer og optimeringsarbejde. Vi prioriterer oplevelsen, atmosfæren og steder til at socialisere højt og har en række aktiviteter i gang for at forbedre netop dette. Det kræver, at vi arbejder på tværs af Real Estate, FM services, teknologiske løsninger, og hvordan vi guider medarbejderne og deres adfærd. Det kræver generalistkompetencer og menneskelig indsigt at gøre dette. Så vi arbejder med konsulenter, der kan hjælpe os internt, og vi har etableret et team, der arbejder med data og analyse med en adfærdspsykolog i spidsen.

REFM er altså både vigtigt og et strategisk redskab, og nu kan vi prioritere vores indsatser til at forbedre det, der giver mest effekt i forhold til fastholdelse, trivsel og inklusion.

Artiklen blev bragt første gang i Børsen Ejendomme den 13. september 2023. 

Sammendrag

REFM bør bruges strategisk ift. tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere. Tal fra intern EY-undersøgelse bakker dette op.

Om denne artikel

Af Claus Christensen

Workplace of the Future Strategy Leader, EY Danmark

Claus er passioneret omkring transformation af virksomheders måde at fungere på og ønsker at finde enkle løsninger på komplekse udfordringer, reducere omkostninger, redefinere vores måde at arbejde på samt at forbedre oplevelsen af arbejdspladsen og bæredygtigheden.