Det kommer alle til gode at få mere ligestilling i iværksætteri, mener en række eksperter.
I Danmark har vi en rig tradition for innovation, entreprenørskab og iværksætteri. Men det er oftere en Peter eller Henrik, end det er en Pernille eller Henriette, der står bag de nystartede virksomheder. Faktisk er det kun hver fjerde iværksætter, der er kvinde. Og forskning viser, at det er en udvikling, der ser ud til at være sværere at rykke ved, end man skulle tro.
Tal fra Fonden for Entreprenørskab viser, at blandt adspurgte deltagere i entreprenørskabsforløb i Skandinavien er der signifikant færre kvinder end mænd, som har intentioner om at udleve drømmen om at blive iværksættere. For resten af Europa er der ingen forskel mellem mænd og kvinder, når det kommer til samme intention. Samtidig viser en undersøgelse fra DI, at næsten dobbelt så mange mænd end kvinder i Danmark er tilbøjelige til at blive selvstændige – det er en af de største kønsforskelle blandt samtlige OECD-lande.
Ovenstående taler direkte ind i det, vi kan kalde ’det skandinaviske paradoks’, hvor vi i Danmark (og resten af Skandinavien) har et stort fokus på lighed mellem kønnene og relativt store muligheder for selvrealisering, men samtidig ser denne ulighed.
Vi gør ellers meget i Danmark for at vise vores begejstring over kvinders iværksætteri ved fx at hylde stærke profiler og at fodre initiativer født af kvinder i acceleratorprogrammer. Senest er der politisk vedtaget en ny iværksætterpakke, der blandt meget andet har fokus på at styrke rammerne for kvindeligt iværksætteri.
Initiativerne er både positive og nødvendige. Først og fremmest fordi vi som samfund går glip af perspektiver, og fordi det øger risikoen for blinde vinkler i udviklingen af nye produkter og tjenester samt tabte muligheder for innovation. En anden tungtvejende grund er samfundsøkonomien. En analyse fra Dansk Industri viser, at virksomheder med både mænd og kvinder i stifterteamet klarer sig bedre, og skaber flere jobs.
Når Danmark halter bagefter på kønsdiversitet i iværksættermiljøet, går vi altså glip af gode idéer og nye virksomheder med potentialet til at skabe vækst, arbejdspladser og innovation.
Dette opråb om den skæve kønsfordeling blandt iværksættere er ikke nyt. Vi har råbt, hvisket og nudget. Vi har skrevet. Og nu gør vi det igen. Det er et emne, der skal tages op, så længe der er behov for det. Og det er der, når vi fx ser, at mere end 90 % af venturekapitalen stadig går til mandlige iværksættere.
Skal den manglende ligestilling tolkes som en falliterklæring af de seneste mange års initiativer? Nej. Lad os se det som en opfordring til endnu mere handling og et vidnesbyrd om de stadig eksisterende uligheder, der skal tackles. Det kræver dog, at vi finder kilden til uligheden.
Det forsøger Fonden for Entreprenørskab at sætte spot på i det nye forskningsprojekt ’Diversitet i entreprenørskab,’ som undersøger hvornår skævheden i entreprenørskab opstår, hvorfor den gør det, og hvad vi kan gøre ved det.
En af de fortsatte og mere sejlivede udfordringer – som dog samtidig er så konkret, at det i teorien bør være til at ændre – er som tidligere nævnt adgangen til kapital.
Repræsentation er en anden vigtig brik. Iværksætterkulturen – og erhvervslivet generelt på tværs af alle brancher – bør være inkluderende og mangfoldig og afspejle det samfund, vi lever i. Vi mangler rollemodeller, som bliver husker, når Selma og Sofus bliver stillet spørgsmålet ”Hvad vil du være, når du bliver stor?”
Iværksætteri handler grundlæggende om at se muligheder, hvor andre ser udfordringer. Lad os se kønsfordelingen blandt iværksættere som netop sådan en oplagt mulighed. For godt nok er udfordringen stor, men potentialet for innovation og bæredygtig vækst er endnu større. Lad os arbejde sammen for at løfte de kvindelige iværksættere og deres visioner, så de kan få en stærk indflydelse på både samfundet og økonomien.
Det er ikke bare det mest fair at gøre. Det er også det klogeste at gøre. Vi befinder os i en tid, hvor mere diversitet blandt iværksættere kan frigøre et stort potentiale. Til gavn for os alle. Lad os tage ikke bare skeen, men hele bestikskuffen i den anden hånd og føre an på den positive udvikling.
Denne kronik er skrevet i samarbejde med Sine Linderstrøm, chef for iværksætteri i Dansk Industri og Christian Vintergaard, CEO, Fonden for Entreprenørskab. Den er tidligere bragt i Børsen den 9. september 2024.