Pressemeddelelse

10 okt. 2023 København, DK

Danske investorer bliver inden for landegrænsen

Markedet for køb og salg af virksomheder er stadig stabilt. Det viser kvartalsrapporten Transaction Trends om det danske M&A-marked.

Pressekontakt
Søren P. Krejler

Leder af Strategy and Transactions, Partner, EY Danmark

Erfaren rådgiver, der kender til alle aspekter af M&A og har et stærkt og tæt netværk blandt købere og sælgere i Danmark og internationalt. Bygger stærke teams, der trives og lykkes.

Relaterede emner Strategy and Transactions

Markedet for køb og salg af virksomheder er stadig stabilt. Det viser kvartalsrapporten Transaction Trends om det danske M&A-marked.

I tredje kvartal 2023 blev der gennemført 150 handler med danske virksomheder som køber eller sælger, hvilket er en lille stigning fra 148 handler i andet kvartal 2023 og et næsten lige så lille fald fra 153 handler i tredje kvartal 2022.  

Markedet for køb og salg af virksomheder er altså stadig stabilt efter nogle væsentlige udsving i både 2020, 2021 og 2022. Det tyder på et såkaldt ’new normal,’ lyder det fra Søren P. Krejler, partner og leder af Strategy and Transactions hos EY, der har udfærdiget kvartalsrapporten Transaction Trends.

”De seneste fem kvartaler har været stort set identiske. Det er positivt, for når vi sammenligner med årene før COVID, ligger denne nye normal væsentligt højere end dengang. Lige som de seneste kvartaler er det igen især TMT-sektoren, der dominerer,” siger Søren P. Krejler med henvisning til, at 33 ud af de 150 virksomhedshandler var inden for teknologi, medier og telekommunikation (TMT).

Sammenlignet med andet kvartal 2023 er der en stigning på 25,5 % på indenlandske handler, altså handler med danske købere og sælgere. De rene indenlandske handler udgør nu hele 39,3 % af handlerne. Samtidig er der et fald på 23,4 % på udgående handler, altså danske købere af udenlandske virksomheder.   

”De danske investorer har i Q3 haft mest appetit på at købe hjemme fremfor i udlandet, og det bliver spændende at følge, om denne trend fortsætter resten af 2023” siger Søren P. Krejler.

Novo Nordisk var involveret som køber i to af de fem største handler i tredje kvartal 2023 med opkøbet af canadiske Inversago og danske Embark Biotech. Derudover fik svenske Nordeas køb af Danske Banks norske privatforretning stor opmærksomhed.

Vis materialer

Transaction Trends udarbejdet af EY's Strategy and Transactions er en kvartalspublikation, der identificerer trends og tendenser i det danske M&A-marked. Data kommer fra Mergermarket og omfatter handler, hvor danske virksomheder har været mål, køber eller sælger.