Pressemeddelelse

3 nov. 2022

Nytænkende bilsalg giver regional vækstsejr i Sydjylland

Auction Group er årets vinder af den regionale finale i EY Entrepreneur Of The Year 2022 i Syd- og Sønderjylland.

Pressekontakter
Michael Anker

Partner, Assurance, EY Danmark

Revisor og rådgiver. Lokalt forankret med globalt udsyn. Netværk og stærke relationer. Fodbold, cykling, golf og jagt.

Jakob Wandel

Head of PR, EY Danmark

Spinder den gule tråd, der binder de strategiske PR-aktiviteter sammen i forlængelse af EY's forretningsmæssige mål. Far til to piger.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Auction Group er årets vinder af den regionale finale i EY Entrepreneur Of The Year 2022 i Syd- og Sønderjylland. Virksomheden blev hyldet ved den regionale finale, der også bød på ’ølkasse’-pitch blandt landsfinalisterne i startup-kategorien samt uddeling af Inspirationsprisen.

Syd- og Sønderjylland er en af de stærkeste regioner i vækstkonkurrencen EY Entrepreneur Of The Year med mange kvalificerede virksomheder. Flere end 400 virksomheder blev til fem finalister, og nu kan Auction Group ved Jesper Ratza kalde sig årets regionale vinder af den anerkendte vækstkonkurrence.     

Auction Group står bag en auktionsside for brugte biler til b2b. Det er især virksomhedens rejse og store vækst de seneste år, der ligger til grund for juryens valg af Auction Group.

Derudover har virksomhedens nytænkende tilgang til bilsalg imponeret den regionale jury med Vækstfondens Henrik Holst Elstrøm i spidsen.

”Tallene taler for sig selv. Auction Group præsterer i dag en flot vækst og indtjening i en benhård og konkurrencepræget branche. Det gør denne virksomhed, fordi de har gjort tingene anderledes – og derved revolutioneret den verden, de befinder sig i,” siger Michael Anker, Partner i EY og ansvarlig for region Syd- og Sønderjylland i EY Entrepreneur Of The Year.

Hos konkurrencens hovedsamarbejdspartner Danske Bank fremhæver områdedirektør Niels Erikstrup Mortensen også nogle af juryens pointer:

”Det er imponerende, at virksomheden på kort tid er gået globalt med succes, og de opererer i dag i flere europæiske lande.”

Inspirationspris uddelt

Jysk Fynske Mediers Erhverv+ uddeler hvert år Inspirationsprisen til en erhvervsleder i forbindelse med de regionale finaler i EY Entrepreneur Of The Year. Vinderen findes blandt læsernes indstillede kandidater, og i år var det Lena Boel og Mads Hansen fra Cocuura, der kunne modtage prisen.  

De to stiftere af Cocuura fik Inspirationsprisen i Syd- og Sønderjylland for deres fokus på at fjerne berøringsangsten på arbejdspladserne. De har udviklet et digitalt læringsunivers, som styrker virksomhedens interne relationer, når kritisk sygdom og alvorlige livskriser rammer medarbejderne.

Startups på ølkassen

Ved den regionale finale spillede regionens tre finalister i startup-kategorien, virksomhederne Navitas Wind, Nabogo og The Buddha Bowl Project, også en særlig rolle. De skulle nemlig ’stå på ølkassen’ og komme med en pitch af deres forretning. Noget, der imponerede Per Frandsen, der er forretningsudvikler i EY og ansvarlig for startup-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year:

”Mange af dem er ikke vant til at stille sig op og tale for en stor forsamling. Og så stiller de sig op og er hudløst ærlige og taler lige fra hjertet. Det kendetegner dem alle sammen, uanset hvor de kommer fra.”

Det blev Anders Muusmann og Nabogo, der af publikum blev valgt som den bedste startup-pitch. 

Klar til landsfinalen

Auction Group var finalist i regionen sammen med følgende virksomheder:

  • MELDGAARD RECYCLING A/S
  • SWIPBOX INTERNATIONAL A/S
  • LOGITRANS A/S
  • HVIDBJERG STRAND FERIEPARK A/S

Med den regionale sejr er Auction Group klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 24. november 2022 i København. Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark. Landsfinalen er samtidig en fejring af 25-året for EY Entrepreneur Of The Year i Danmark.

  • Om EY Entrepreneur Of The Year

    EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I 25 år er danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.

    De stærkeste danske kandidater deltager i kåringer i seks regioner, før landsvinderen udråbes den 24. november 2022 i København. Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2023 i Monaco.

  • Sådan findes finalister og vindere

    For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret. Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.

    Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

    EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.