Pressemeddelelse

30 nov. 2021 København, DK

Sikker imprægnering sikrer midtjysk sejr i vækstkonkurrence

Imbox Protection vinder EY Entrepreneur Of The Year 2021 i region Midtjylland.

Pressekontakt
Peter Ulrik Faurschou

Partner, Statsautoriseret revisor, Assurance, EY Danmark

Mid-market revisor, der nyder at gå på jagt. Bor sammen med sin hustru på en land- og skovejendom.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Imbox Protection vinder EY Entrepreneur Of The Year 2021 i region Midtjylland. Juryen peger bl.a. på, at entrepreneuren bag er en sand iværksætter, der øjnede et hul i markedet for imprægnering af sko.

En god idé har på få år udviklet sig til en god forretning. Så god, at Imbox Protection ved René Charles Marker, Michael Grundtvig og Henrik Grundtvig er den regionale vinder i Midtjylland af EY Entrepreneur Of The Year 2021.

Imbox Protection har udviklet sikker og hurtig imprægnering af fodtøj i en kasse, der efter få år står i mange skobutikker rundt om i verden. Den markante vækst var blandt de ting, der imponerede den regionale jury med den erfarne bestyrelseskvinde Mie Krog.  

”På rigtig iværksættervis har de set en mulighed og er gået efter den. Og så har juryen især også lagt vægt på, at virksomheden ved hjælp af funktionalitet og nytænkning på få år har cementeret sin berettigelse i markedet,” fortæller Peter U. Faurschou, Partner i EY og ansvarlig for region Midtjylland i EY Entrepreneur Of The Year.

Han suppleres af Poul Nielsen, Regionsdirektør hos Danske Bank, der er konkurrencens hovedsamarbejdspartner:

”Imbox Protection er en vinder med et globalt perspektiv, og de har nogle imponerende ambitioner for fortsat udvikling.”

Imbox Protection A/S var finalist i regionen sammen med følgende virksomheder:

  • Dilling A/S
  • In Commodities A/S
  • Plantorama A/S
  • SkatePro ApS
  • S 360 A/S

Med den regionale sejr er Imbox Protection klar til landsfinalen i EY Entrepreneur Of The Year, som finder sted 24. marts 2022 (bemærk ny dato). Her bliver en af de seks regionale vindere kåret som samlet vinder i Danmark.

  • Om EY Entrepreneur Of The Year

    EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande. I snart 25 år er danske vækstvirksomheder og de entrepreneurer, der opbygger og driver dem, blevet hyldet ved EY Entrepreneur Of The Year.

    De stærkeste danske kandidater deltager i kåringer i seks regioner, før landsvinderen udråbes den 24. marts 2022 i København (bemærk ny dato). Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni 2022 i Monaco.

  • Sådan findes finalister og vindere

    For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret. Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.

    Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

    EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.