Pressemeddelelse

31 okt. 2019 København, DK

Designvirksomhed er bedst til vækst på Fyn

Cane-line A/S er vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2019 i region Fyn. Designfirmaet fremstiller funktionelle og tidløse havemøbler.

Pressekontakt
Iben Papsø

Internal Sustainability Lead, Senior Project Manager, EY Danmark

Brænder for bæredygtige løsninger, der skaber langsigtet værdi og for engagerende kommunikation, der skaber positive forandringer.

Relaterede emner EY Entrepreneur Of The Year

Cane-line A/S er vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2019 i region Fyn. Designfirmaet fremstiller funktionelle og tidløse havemøbler, og juryen hæfter sig bl.a. ved den innovative tilgang og de stærke kompetencer i virksomheden, som har sikret en markant position på det globale marked.

Cane-line A/S ved Brian Djernes blev kåret som regionsvinder på Fyn ved et arrangement torsdag aften og tog dermed titlen som årets EY Entrepreneur Of The Year i region Fyn.

”Juryen hæfter sig ved virksomhedens globale udsyn og den stærke position, som virksomheden har opnået med sit high-end produkt, der er med til at styrke positionen for dansk design internationalt. Samtidig lægger juryen vægt på stærke kompetencer, høj integritet og innovation som vigtige nøgleord i virksomheden, hvor afsætning, design og produktion tænkes sammen,” siger Brian Skovhus Jakobsen, leder af EY Entrepreneur Of The Year på Fyn.

Juryen peger også på virksomhedens skarpe fokus på bæredygtighed, bl.a. i den store produktion i Asien.

Fyn holder tempo på væksten

I alt er der 141 virksomheder fra Fyn, der i år lever op til de skrappe vækstkrav, der giver adgang til konkurrencen EY Entrepreneur Of The Year - 3 pct. flere end sidste år, og en fin fremgang i et år, hvor kurven trods rekordniveau flader ud på landsplan.

Danske Bank er ny hovedsamarbejdspartner i konkurrencen, og områdedirektør for de fynske erhvervskunder, Jan Reifling, glæder sig over et stærkt felt af virksomheder på Fyn, der har potentialet til at løbe med titlen som årets EY Entrepreneur Of The Year.

”Det er dejligt at få lov at give et skulderklap til de virksomheder, der gør det godt, og som skaber vækst og arbejdspladser her på Fyn. Det giver EY Entrepreneur Of The Year netop mulighed for, og alene at være blandt de nominerede til prisen er et klart bevis på, at man som virksomhed gør en forskel og fungerer som rollemodel for andre”.

Ved kåringen torsdag var Rynkeby-virksomheden Cane-line oppe mod flere andre stærke virksomheder, herunder fire øvrige finalister i regionen, som også blev hyldet ved festlighederne:

  • Dencam Composite A/S, der fremstiller composite-dele til vindmøller, bil- og søfartsindustrien.
  • Emmelev A/S, der bl.a. bidrager til den grønne omstilling og er Danmarks største producent af biodiesel, glycerin og nonGMO proteiner.
  • Gibotech A/S, der leverer højteknologiske automationsløsninger med robotter, kunstig intelligens og software.
  • Masentia Holding A/S, der er blandt de største selvstændige udbydere af avanceret produktionstilbehør til industrien i Skandinavien.

Med sejren er Cane-line A/S klar til landskåringen, som finder sted i Lokomotivværkstedet i København den 28. november.

En hyldest til regionens bedste start-ups

Før regionsvinderen blev afsløret, skulle de tre finalister i konkurrencens start-up kategori pitche deres forretningside overfor publikum. Finalisterne i konkurrencen om at blive årets start-up virksomhed i region Fyn er:

  • Accutics
  • Lorenz Technology
  • QuickOrder

De tre finalister skulle på blot fem minutter præsentere deres forretningside foran gæsterne, som derefter stemte på en vinder. Aftenens vinder blev Lorenz Technology.

Hent billeder fra regionskåringen i vores billedarkiv.

Region 2019 2018 Ændring i %
Nord 209 211 -1 %
Midt 361 349 3 %
Syd 238 279 -15 %
Fyn 141 137 3 %
Sjælland 301 287 5 %
København 373 340 10 %
Total 1.623 1.603 1 %
  • Fakta om EY Entrepreneur Of The Year

    • EY Entrepreneur Of The Year er en hyldest til de dygtigste og mest innovative vækstskabere.
    • EY Entrepreneur Of The Year arrangeres i mere end 60 lande og er dermed verdens største vækst-konkurrence, der internationalt afholdes for 33. gang i år.
    • Vinderen kåres ikke kun ud fra virksomhedens evne til økonomisk vækst, men ud fra en vurdering af flere parametre, bl.a. entrepreneurens rolle, værdier, ledelse og samfundsmæssige engagement.
    • De stærkeste danske kandidater deltager i regionskåringerne, før landsvinderen i år kåres den 28. november 2019 i Lokomotivværkstedet i København.
    • Vinder af EY Entrepreneur Of The Year 2018 var Mobile Industrial Robots ApS.
       
  • Hvem kan deltage?

    • For at deltage skal entrepreneuren være ejer/medejer af et dansk aktie- eller anpartsselskab og have haft det overordnede ansvar i mindst to år. Selskabet må gerne være børsnoteret.
    • Virksomheden skal have eksisteret i mindst tre år og ved udgangen af det seneste regnskabsår have minimum 20 ansatte og vækst i antallet af ansatte i forhold til det foregående regnskabsår.
    • Virksomheden skal have haft minimum 15 % vækst i bruttoavance eller i omsætning i det seneste regnskabsår, og det seneste regnskab skal udvise en positiv egenkapital og et positivt resultat.

    EY gennemgår samtlige danske virksomheder med undtagelse af virksomheder under 20 ansatte, offentligt ejede selskaber og dem med udenlandsk majoritetsejerskab. Kandidaterne præsenteres derefter for en uafhængig jury, der kårer de regionale og nationale vindere.

    Hovedsamarbejdspartner: Danske Bank. Øvrige samarbejdspartnere:Dansk Industri, Vækstfonden, Mercedes Benz og Connect Denmark.