Af og til ydes der gennem skattesystemet et incitament (et tilskud) til at foretage bestemte investeringer eller afholde omkostninger til bestemte aktiver eller aktiviteter i en tidsbegrænset periode. I øjeblikket er der særligt to ordninger, hvor dette er tilfældet.
Den ene ordning giver mulighed for at afskrive 116 % af anskaffelsessummen på såkaldt grønne driftsmidler, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, og som er erhvervet i perioden fra 23. november 2020 til 31. december 2022. Læs mere om disse regler i nyheden Grøn skatteform vedtaget – støtte til erhvervslivet.
Den anden ordning giver mulighed for ekstra skattefradrag på afholdte forsknings- og udviklingsomkostninger. Som følge af COVID-19 er fradragssatsen for indkomstårene 2020, 2021 og 2022 ekstraordinært forhøjet til 130 %.
Vi ser i nedenstående nyhed nærmere på, hvordan disse ekstrafradrag skal behandles efter de regnskabsmæssige regler.
Midlertidige forskelle på købstidspunktet
Årsregnskabsloven tillader ikke indregning af udskudt skat af midlertidige forskelle, som opstår ved første indregning af aktiver, medmindre der er tale om en virksomhedsovertagelse. På den baggrund kan der ikke indregnes et udskudt skatteaktiv på forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi på aktivet og den skattemæssige værdi (afskrivningsgrundlaget), når der er tale om et skattemæssigt ekstrafradrag, da den midlertidige forskel relateret til ekstrafradraget opstår allerede på købstidspunktet.
Derimod skal årets ekstrafradrag indregnes i den skattepligtige indkomst (permanent afvigelse) og dermed som en reduktion af de aktuelle indkomstskatter for året, i det omfang det kan rummes heri. Det betyder samtidig, at der alene skal beregnes udskudt skat af den midlertidige forskel mellem den regnskabsmæssige værdi og den skattemæssige værdi uden 16 %-tillægget (henholdsvis uden 30 %-tillægget). Der vil naturligvis kun skulle beregnes udskudt skat vedrørende forsknings- og udviklingsomkostninger, hvis der er tale om regnskabsmæssigt og/eller skattemæssigt aktiverede omkostninger, idet det samlede 130 %-fradrag i andre tilfælde indregnes som en reduktion af de aktuelle indkomstskatter for året (som en permanent afvigelse).
Udskudt skatteaktiv
Hvis et ekstrafradrag ikke kan anvendes fuldt ud i det pågældende år, fordi den skattepligtige indkomst ikke er (tilstrækkelig) positiv, indregnes der et udskudt skatteaktiv (fremførbart underskud) og en tilsvarende ændring i udskudt skat, i det omfang kriterierne for indregning af et udskudt skatteaktiv er opfyldt, hvilket skal vurderes efter de almindelige kriterier herfor. Udskudte skatteaktiver skal indregnes med den værdi, som de forventes at kunne realiseres til, enten ved modregning i udskudte skatteforpligtelser eller ved udligning i skat af fremtidig indtjening. Er dette ikke sandsynligt, skal skatteaktivet nedskrives.
Ovenstående betyder dermed også, at det er en forudsætning, for at kunne opnå en fordel ved disse skattemæssige ordninger med ekstrafradrag, at der opnås positiv fremtidig skattepligtig indkomst, så skattefradraget kan udnyttes heri.
Eksempel på beregning
Til illustration af den regnskabsmæssige behandling af ekstra skattefradrag har vi nedenfor medtaget et beregningseksempel på, hvordan behandlingen skal foregå i regnskabet, når der sker anvendelse af ordningen med mulighed for at afskrive 116 % af anskaffelsessummen på de såkaldt grønne driftsmidler.